Gå til hoved indhold

Ophold hos os

Her på siden kan du blive klogere på, hvordan det er at bo på Hellerup Krisecenter, og hvad et ophold hos os indebærer. Du kan også læse om krisecenterets faciliteter samt se billeder heraf.

Henvendelse og indskrivning

Et ophold på Hellerup Krisecenter starter med, at du - det kan også være politiet, din sagsbehandler eller en person, der står dig nær, tager kontakt til os. Det er muligt at møde direkte op på vores adresse, men vi anbefaler at starte med at rette en telefonisk henvendelse til os - hvis muligt, med henblik på, at vi kan fortage en umiddelbar vurdering af om du målgruppen for et ophold. 

Vurderes du på baggrund heraf som opfylde kriterierne for et krisecenterophold, inviteres du til en uddybende visitationssamtale, hvor din voldshistorie vil blive udfoldet yderligere med det formål, at vi kan lave en vurdering af din og dine eventuelle medbragte børns sikkerhed. Såfremt vi fortsat herefter vurderer, at et ophold på Hellerup Krisecenter, kan matche dit behov for støtte og hjælp, vil du blive tilbudt en plads hos os. Vi træffer afgørelse om indskrivning samme dag som din visitationssamtale finder sted. 

Vurderes du ikke som værende i målgruppe til et ophold på Hellerup Krisecenter, vil vi bedst muligt forsøge at hjælpe dig med at finde et mere relevant tilbud. 

De første dage

I løbet af de første par dage, er vores vigtigste opgave at tilbyde dig og eventuelle børn, støtte og hjælp til at skabe ro i det indre kaos, der helt naturligt medfølger, når man tager ophold på et krisecenter. Hertil vil vi i samarbejde med dig, orientere kommunen og tage kontakt til andre relevante instanser med henblik på at orientere om situationen.

Du vil yderlige blive introduceret til huset, regler og retningslinjer herfor samt de øvrige beboere. Derudover vil du blive præsenteret for sine kontaktpersoner, som vil bestå af en pædagog og en socialrådgiver, som under dit ophold vil afholde samtaler med både dig og dine eventuelle børn.

Under opholdet

Under dit ophold, vil du løbende have samtaler med pædagoger og socialrådgivere, der gennem samtaler vil hjælpe dig med at bearbejde den vold du eller dine børn har været udsat for, samt agere bindeled til diverse instanser.

Dine kontaktpersoner kan være dig behjælpelige med bl.a. boligsøgning, økonomi, krisecenterfagligerklæring til Familieretshuset, kontakt til og møder med kommunen, adresse ændring, navne- og adresse beskyttelse, jobsøgning, sygemelding, opsigelse af tidligere bolig, anmeldelse af volden med videre.
Du og dine børn har hver ret til 10 psykologsamtaler som dine kontaktpersoner vil hjælpe dig med at gøre brug af, hvis du ønsker dette.

Du vil ydermere blive tildelt en §109-sagsbehandler, som løbende vil være din kontakt ind i kommunen, og som vil følge op på, hvordan dit ophold på krisecenteret går, herunder status ift. boligsøgning, forsørgelse mv. Det er et krav, at du er aktivt boligsøgende, når du bor på Hellerup Krisecenter, idet krisecentret er et midlertidigt botilbud, som din kommune betaler for.

Udflytning og efterværn

Når dit ophold er ved vejs ende – enten når du har fået tilbudt en bolig eller fraflytter af anden årsag, vil dine kontaktpersoner være behjælpelige med at søge om indskudslån, enkeltydelser, boligstøtte etc., hvis der er behov herfor.

Du vil yderligere blive tilbudt en koordinerende rådgiver gennem din kommune. Nogle gange vil den koordinerende rådgiver være den samme som din §109-sagsbehandler - andre gange vil det være en helt ny person som du ikke tidligere har skiftet bekendtskab med. Din koordinerende rådgiver, kan være dig behjælpelig med mange forskelligartede opgaver. Dette kan for eksempel være at fungere som bindeled til forskellige relevante instanser ifm. udflytning.

Derudover kan din koordinerende rådgiver også tilbyde dig støtte i forbindelse med etableringen af dit nye hjem, efter dit afsluttede krisecenterophold.

Ydermere vil du blive tilbudt efterværn. Rammen om efterværnet på Hellerup Krisecenter er tre samtaler i eget hjem eller på krisecenteret, og telefonisk kontakt efter behov. Formålet med efterværnet er at støtte dig og eventuelle børn, i overgangen fra krisecenter til egen bolig.

Personale

Husets personalegruppe udgøres af 11 personer fordelt på fire pædagoger, fire socialrådgivere, to nattevagter og en leder. Derudover er der tilknyttet en fast stab af vikarer.

Faciliteter

Krisecenteret har til huse i en ældre herskabsvilla i Hellerup med gåafstand til strand og parker. Tog, bus og
butikker er lige om hjørnet. Huset har en stor terrasse, som er omgivet af en have med sandkasse og gyngestativ.

Vi har 11 møblerede værelser, 3 fælles køkkener og badeværelser. Der er Apple-TV på alle værelser med adgang til trådløs netværksopkobling, en fælles dagligstue med tv, et større opholdsrum med mulighed for diverse aktiviteter, et hyggerum med PlayStation - primært til større børn, et møderum, et legerum til mindre børn og et vaskeri. Det er kvindernes ansvar at sørge for egen mad og husholdning samt rengøring af eget værelse, hvorimod rengøringen af fællesarealer, er krisecenterets ansvar og varetages af et rengøringsfirma.